En
dejlig oplevelse med det dejlige flyselskab Air Pacific:
På
Fiji regnede det. Hver dag i de sidste tre uger havde det regnet. Så Fiji var
oversvømmet. Den aften vi skulle flyve til Samoa væltede det ned. Derfor var
det med lidt bange anelser, vi tog i lufthavnen. Vi skulle flyve lidt før
klokken ni om aftenen. Troede vi.
Da vi
havde været en halv time i lufthavnen gik strømmen. Internettet og strømmen kom
og gik som vinden blæste på Fiji, mens der var oversvømmelse. Alligevel var det
pænt underligt at være i en lufthavn, mens der var strømafbrydelse.
Selvfølgelig
havde de en generator. Så lufthavnen fungerede. Sparsomt. Med nødbelysning i
butikkerne og rulletrapper der stod stille. Udenfor var der mørkt. Med
monsunagtig styrke piskede regnen ned på skroget af det parkerede Air Pacific
fly foran gate 4. Jeg bad til at det ikke ville begynde at tordne og at
landingsbanen ikke var ved at forvandle sig til en mose.
Så
kom beskeden i højttaleren. ”Vi beklager at måtte meddele alle passagerer på
fly nummer FJ853 til Apia og Honolulu, at flyet er udsat til i morgen klokken
05.00”. Fremragende.
”Men
der holder jo et fly ude ved gaten”, forsøgte jeg mig. ”Ja”, sagde Air Pacific
damen, ”men vi har ikke nogen piloter. De skal hvile sig”
Så skulle
vi stå i kø. Med to trætte unger. Først stod vi i kø for at få en hotelvoucher.
Så ventede vi halvanden time på, at vi måtte få lov til at gå tilbage gennem
immigrationen. Heldigvis var vi fænomenalt underholdt. Et tropeband spillede
ustyrlig dejlig tropeserenader. Tre mænd i Hawaiiskjorter og blomsterkranse gav
den gas klimprende på deres akustiske guitarer. ”Bula Bula – Bula Vinaka!” råbte
fijidrengene smilende til alle, der gik forbi. Goddag goddag. Goddag og tak.
Vores
bagage, som vi havde tjekket ind, skulle vi selvfølgelig have tilbage for de
havde ”ingen opbevaringskapacitet i lufthavnen”. Så var det godt, vi kun havde
70 kilo. Og to trætte småbørn. Så stod vi i kø i immigrationen. En halv time.
Børnefamilier måtte godt få lov at komme bagerst i køen.
Da vi
endelig kom ud, var der en masse mennesker, der stod i kø, men ingen bus.
Hotellet, hvor fra bussen kom, lå jo også langt, langt væk fra lufthavnen. 5
minutters kørsel! Men det kan jo godt tage lidt tid at få en bus arrangeret.
Man skal jo både starte motoren og alt muligt.
Klokken
21.30 var vi fremme ved hotel Tanoa International. Busserne tilbage til
lufthavnen gik ”fra klokken 01.00 til 03.00”. Det var jo dejligt, så kunne vi
sove helt til klokken to. Hotellet var et af de dyreste på hele Fiji. Alligevel
lugtede gulvtæpperne af våd schæferhund og grillbuffeten med det seje kød
sendte en del af familien på nattekurs mod latrinet.
Klokken halv elleve var vi
endelig i seng. Vores værelse lå i stueetagen ud mod poolen. Det var et dejligt
værelse. Stort og flot. Det var fredag aften. Børnene sov. Lige som søvnen også
var ved at overmande mig, hørte jeg det. Dejlig sprød og glad guitarmusik
strømmede os lifligt i møde. Lige uden foran vores vindue stod et Fiji band.
Med hawaiiskjorter og blomsterkranse. Pausen var slut og andet sæt gik i gang. Sukkersød
blomstermusik, som man næsten ikke kunne blive andet end i godt humør af. Bula
Vinaka, Fiji! Betænksomt at sikre gæsterne dejlig musik en fredag aften, tænkte
jeg. Flankeret af lidt blød mave. Man kan jo altid sove, når man bliver gammel
